Nelly Ebbensgaard, sanger

Repertoire: Danske sange og salmer. Danske og nordiske viser. Jazz og spirituals.

Jeg debuterede som sanger i 1977 på Tukak Teatret i Fjaltring, hvor jeg sang viser og danske sange. I mange år har jeg sideløbende med mit arbejde som folkeskolelærer og lærer på musikskolen, hvor jeg tog mig af den forberedende musikundervisning med sang, leg, rytmik og bevægelse for de 4-8 årige, sunget offentligt ved mange arrangementer. I 1994 fik jeg et års orlov fra jobbet som folkeskolelærer, og det er nu blevet til et liv med sang og musik på fuldtid.

I 1995 udkom mine to første CD'er: "Danske sange og salmer" og "Venner! sagde Guds engel blidt." (julesalmer). Min tilknytning til skolen og kirken har lært mig værdien af, at vi har en fælles sangskat. Sang, tradition og fællesskab hører sammen. Denne samhørighed med traditionerne og fællesskabet, har gennem årene ført til medvirken ved mange koncerter i kirker, museer, højskoler, sogneforeninger, ældreklubber, kulturfestivaler og jazz-caféer.

Min tredje CD "Angel Eyes" med klassiske jazz-standard numre, udkom i 1997. Siden denne udgivelse krøb jazzen for alvor ind under huden på mig. Jævligt modtog jeg soloundervisning i rytmisk sang og deltog i årene derefter i mange forskellige sang-workshops i Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Scenekunstens udviklingscenter Odsherred og Move'n Act i Århus. Denne musikalske videreuddannelse har givet mange nye glæder og udfordringer, både i form af samarbejde med  jazzmusikere fra Danmark og udlandet samt medvirken ved de større jazzfestivaler i Aalborg, Århus og København.

I arbejdet med at trænge dybere ind i jazzens grundelementer og under forberedelserne til Copenhagen Jazz Festival 1998, modtog jeg undervisning hos jazzpianisten Horace Parlan. Med udgangspunkt i det klassiske jazzstandard-materiale, og en dybere indstudering af kompositioner spændende fra Gershwin, Cole Porter, Van Heusen, Jerome Kern og Duke Ellington, blev der gradvist opbygget et repertoire bestående af rolige jazzballader og swingende up-tempo numre. Til nogle af disse prøver akkompagnerede bassisten Jimmi Roger Pedersen. Dette samarbejde blev første gang præsenteret ved en koncert på Tukak Teatret i Fjaltring den 25. sept. 1998. Denne koncert blev en succes, og førte i årene derefter til et fast samarbejde med denne duo. Under en koncert ved Aalborg Jazz og Blues Festival den 3. juni 1999 var tenorsaxofonisten Bent Jædig med som gæstesolist, og han kom siden til at medvirke ved mange af vore koncerter. Disse koncerter dannede grundlaget for, at jeg i årene derefter fik et spændende samarbejde med mange flere musikere.

De mange gode koncertoplevelser førte med tiden til ønsket om at få mit eget jazzorkester. Den 3. juni i Berlin blev dette ønske en realitet, med oprettelsen af min egen trio Nelly Ebbensgaards Jazztrio: Nelly Ebbensgaard (vocal), Jimmi Roger Pedersen (bas) og Johan Leijonhufvud (guitar). Senere blev jeg til kirke- og skolekoncerter også akkompagneret af italieneren Giorgio Crobu (guitar).

Et af de store højdepunkter oplevede jeg til en koncert, hvor jeg skulle synge duetter med den amerikanske sanger Mark Murphy. I foråret 2000 deltog jeg for første gang i hans workshop i Dansk Artist Forbund, og her opstod muligheden for at arrangere en koncert sammen med ham. Koncerten fandt sted i Holstebro Musikteater den 9. juni 2000. Ved koncerten blev vi akkompagneret af Horace Parlan (piano), Bent Jædig (tenorsax) og Niels "Guffi" Pallesen (bas). I samme forbindelse blev der afholdt sangworkshop med Mark Murphy
den 10. juni på Rytmisk Musikkonservatorium i Århus. 

Dette er historien om, hvordan ønsket om at ville lære nyt, og tage nye musikalske udfordringer op, blev til virkelighed. Det var med til at give mig muligheden for at synge de skønne sange fra det klassiske jazzstandard-repertoire og tilbyde koncerter, hvor man også kunne lytte til disse fremragende jazzmusikeres egne kompositioner.

Det sidste nye skud på stammen er et samarbejde med pianisten Thomas Clausen og bassisten Jimmi Roger Pedersen, som skal munde ud i en udgivelse med gamle danske viser hyldet i jazzakkompagnement.

Forside
Biografi
Nelly og Jazzduo
Jazztrio
CD/MC-udgivelser
Jazzkoncerter
Kirkekoncerter
Foredrag
Undervisning
Booking/Info
Aktuelt
Links
Arkiv